17. Piken i bakkehuset
I dikningen er ekte romantisk kjærlighet tragisk, fordi de elskende aldri kan få hverandre. Det rent fysiske spiller mindre rolle, det dreier seg gjerne om avstandskjærlighet, som jo selvsagt kan drives av sterke erotiske lengsler. Det som hindrer en bestandig forbindelse mellom de to, er gjerne enten at den ene er bundet til en annen, at forholdet blir hindret av foreldre eller at den elskede ikke
gjengjelder kjærligheten. Men en ting er Dichtung, noe ganske annet Wahrheit.
Norsk litteraturs mest tragisk-romantiske kjærlighetshistorier er begge knyttet til Johan Sebastian Welhaven: på den ene side Camilla Wergelands ulykkelige forelskelse i ham, på den andre hans tragiske kjærlighet til Ida Kjerulf.
Da Welhaven endelig brøt forbindelsen med Camilla Wergeland i 1837, var dette et voldsomt sjokk for henne. Hennes kjærlighet til ham hadde vært, som hun selv sier det, "Følelse, Svaghed, Sygdom, Lidenskab, Tendentz", hun var bundet til ham med en "Jernkjede", "og jeg kan ikke rive den af, først i min Dødsstund skal jeg see en Engel løse den".
Etter Ida Kjerulfs død i 1840 skriver Welhaven til sin søster: "Da Ida døde, brast en streng i mit Bryst, som aldrig heles".
Welhaven, 26 år gammel.
Selvportrett.
Forholdet mellom Camilla Wergeland og Welhaven var blitt kjølnet opp mot bruddet i 1837, og noe av grunnen kan også ligge i at Welhaven var blitt avstandsbetatt i Ida Kjerulf. I alle fall skriver han i sitt frierbrev til henne fra april 1837 at han i lengre tid har vært forelsket i henne, og dette "er min Sjæls hemmelige Historie gjennem tre Aar, der samlet sig i eet Punkt og brænder og piner mig: Jeg har sat saa overordentlig meget paa eet Kort og Spillet vil ikke tage nogen Ende".
I 1837 var Johan Welhaven 30 år gammel, teologisk student og fattig. I 1830-årenes intense kulturstrid hadde han stått i første rekke mot Henrik Wergeland og hans norsk-nasjonale drabanter. I 1834 hadde han gitt ut "Norges Dæmring", et skrift som vakte voldsom debatt, og som Nicolai Wergeland ba det norske folk om å brenne på 17. mai, hvilket også skjedde noen steder.
Ida Kjerulf var født i 1817, altså 20 år da kjærlighetsforholdet begynte. Hun tilhørte en av byens overklassefamilier: faren, den danskfødte Peder Kierulf (barna hans fornorsket etternavnet til Kjerulf) var ekspedisjonssekretær i Finansdepartementet og riksherold. Det siste var en statlig ærespost, og som riksherold deltok han ved Stortingets åpning i egen embetsdrakt.
Ida Kjerulf
Familien Kjerulf bodde i Bakkehuset, som lå der det gamle Rikshospitalet tronte, ved Pilestredet.
Familien var rammet av en ufattelig tragedie: barna var disponert for lungetuberkulose, og hele fire av de seks døde i ung alder: Ida i 1840, Regnald i 1841, Hjalmar i 1847 og komponisten Halfdan i 1868. Faren var også svekket av sykdom, og han døde bare et par måneder etter Ida, i 1841.
Moren, Betzy, kom fra Lasson-familien på Grini i Bærum. Et rikt utrustet, men også, som vi skal se, stivsinnet menneske.
Ida var, som sine brødre, meget begavet, men det som særlig gjorde Welhaven betatt av henne, var nok at hun representerte på et vis "das ewig weibliche". Hun hadde store, strålende øyne, høy panne, hun var mørkhåret med "Dianaskikkelse", som Camilla Wergeland sier. Da Ida ligger dødssyk sommeren 1840, skriver Camilla: "Dette elskelige Svøb for en Sjel skal forgaae. Det er intet qvindeligt Væsen der har øvet den Tryllemagt over mig som Ida. Jeg har kysset hendes Haar og Pande med en Elskers Henrykkelse", og senere uttaler hun: "Den mærkeligste, sandest elskværdige unge Pige Christiania har eiet".
Welhavens bolig i Pilestredet 4. Han bodde i 3. etasje.
Da kjærlighetshistorien mellom de to begynner i 1837, bor Welhaven i Pilestredet 4, omtrent der hvor City-passasjen ligger i dag, og fra et lite vindu i tredje etasje har han utsikt til Bakkehuset. At Ida etter frierbrevet i april 1837 gjengjelder hans kjærlighet, fører til at de to "paa det hemmeligste" blir forlovet. Det måtte skje i det skjulte: moren hadde nemlig på det kraftigste motsatt seg enhver kontakt mellom Ida og hennes elskede. Da Ida fortalte moren om hennes forbindelse med Welhaven, sa hun: "Det skal aldri skje !!", og Ida slapp tekannen i bare forskrekkelse. Moren forbyr henne å se eller tale med ham.
Det er jo fristende å anta at årsaken til morens forbud ligger i småborgelighet: på tross av at familien Kjerulf hadde sterk sympati for Welhavens synspunkter i kulturstriden i 1830-årene, var han, sammenliknet med Kjerulffamiliens borgerlige stilling, et null. Han var en fattig student, med bare strøjobber som inntektsgrunnlag, uten noen utsikt til et arbeid med sosial status. Muligens var det også sider ved Welhavens personlighet som moren likte dårlig: han kunne både være arrogant og overlegen.
Så forlovelsen mellom de to er altså "på det hemmeligste". Den vesentlige kontakten dem i mellom skjer via brev, som venner overbrakte. For dem begge må det ha vært en frustrerende situasjon: fysisk nærhet mellom de to forekom praktisk talt ikke. Det dreide seg om et blikk over en ballsal, et tilfeldig, hemmelig møte. Kanskje nettopp dette bidro til at kjærligheten ble så intens, paradoksalt nok.
I sin bok "Da Kristiania var smaaby" (1901) forteller sorenskriver Edv. Mørch at "jeg mere end en gang i Bakkehusets have saa en slank, yndig pigeskikkelse vifte med sit lommetørklæde, og Welhaven derefter med et kraftigt hop svinge sig over gjærdet for at mødes med sin ungdoms elskede. Alle ved vi, at denne unge pige var frøken Ida Kjerulf, en søster af komponisten Halfdan Kjerulf".
Historien virker ikke troverdig: til det var Ida for kuet av sin mor, merket av begynnende lungetuberkulose som hun også var. I et brev til henne fra desember 1839 skriver Welhaven: "Ak, jeg inddelte min Tid og jeg skattede mit Livs Værdi efter vore sparsomme Sammenkomster".
I et brev av 28. mai 1840: "Da jeg søndags Morgen, under Hanegalet, faldt i Søvn, drømte jeg, hvad der kun eengang for mig var virkeligt, og hvad jeg aldrig før har drømt - jeg drømte at jeg kyssede Dem".
Sommeren 1839 skriver han: "Jeg synes at jeg har drukket Deres Blikke og jeg føler at disse Straaler gjennemlyse mit hele Indre; jeg synes at jeg kunde bære Alverden med min Skulder siden De har presset Deres Hoved mot den. Mit ganske Væsen er viet og signet. (....) Jeg hørte saa tydeligt Deres Hjerte banke. Jeg følte den forøgede Livsstrøm i det Yderste af Deres Fingre. Min Lyksalighet overvældede mig; jeg vidste ikke ret at benytte disse ilende Minutter - Min Ida, jeg har en bittersød Anger - O, salige Time kom igjen !" Og den stakkars Ida hadde det vondt midt i kjærlighetsrusen: forholdet til moren, og mødre hadde en mye sterkere makt over sine barn dengang enn i dag: Fru Kjerulf var virkelig en mater familias. Det er bevart bare ett brev fra Ida til Welhaven, fra oktober 1838.
Her skriver hun bl.a.: "Hun (moren) kom hjem og det blev værre end nogensinde (.....). Undertiden taaler hun ikke at see mig, og taler i flere Dage ikke til mig; - og ovenpaa trykker hun mig til sig, og trygler mig om, ikke at gjøre hende saa ulykkelig. Og dette kan jeg ikke modstaae ! (.....) Fader og Brødre lide alle derunder. Hun er altid mørk og syk; plager og bedrøver dem; og de see paa mig, som for at spørge om det er mig, der er Skyld deri. (...). Fader er saa svekket; han taaler ingen Sindslidelser, jeg tør ikke volde ham dem; og han, som engang var min Trøst, og gav mig Haab om sin Bistand, beder mig selv at opgive Dem. Han siger det er min Pligt, naar min Tilbøielighet strider mod mine Forældres. De kan ikke forestille Dem i hvilken Grad, de ere Dem i mod ! Henrik Wergelands forældre kune ikke tage det værre.-". Arme, stakkars, syke Ida.
"Foreldres innflytelse". Ida mellom mor og far,
tegnet av broren Hjalmar 1841, ett år etter Idas død.
Om det var Welhavens usikre fremtid som var anstøtsstenen, ble i februar 1839 et håp tent for dem: Universitetet utlyste nemlig en lektorstilling i filosofi, og Welhaven søkte, om enn på et noe spinkelt grunnlag: han var tross alt bare stud.teol. Welhavens ansøkning skapte en voldsom, vond offentlig debatt om hans kvalifikasjoner, faglig som menneskelig, og ansettelsen trekker kraftig ut i tid. Welhaven er fortvilet over dette, og i desember 1839 skriver han til Ida: "O, kunde jeg dog raabe i hans (Stattholder grev Wedel, som hadde den endelige avgjørelse) Øre: skaf hurtig Hjelp, jeg har Hjertenag, der kan dræbe mig medens jeg venter ! Januar, Februar, Marts - længere kan jeg ikke vente !"
Moren var utvilsomt informert om den livlige brevtrafikken, og i oktober 1839 fikk hun den syke Ida til å love at hun skulle bryte forbindelsen og at hun ikke skulle møte ham, selv ikke i selskap med andre. Imidlertid var det et glimt av håp tross alt: forbudet kunne revurderes om han fikk universitetslektorstillingen.
Welhaven er nå bunnløst fortvilet og skriver til henne: "I denne sidste Sorg kan jeg derimod ikke stirre ind uden at møde idel Mørke og Forvirring. Denne Pine er gold, der er intet Frø af Trøst, ingen Anvendelse for Livet. Det er Unatur og Vanvid. Og derfor afviser jeg denne Ulykke. Jeg siger Dig, min evig elskede, mit Livs Liv, at jeg aldrig opgiver Dig og aldrig udslukker Haabet om at blive ganske Din, aldrig før Du selv kan vidne med Gud at du har ophørt at elske mig". Lengre nede i samme brev sier han: "Hvorledes kan De elske mig saa høit og blot udholde Billedet af Deres Moder, der berøver Dem Alt, endsige være hende til Trøst og Glæde ? Deres Tanker kan ikke have søgt Dybet af den Kval, der venter Dem ! (.......) Havde jeg blot en eneste Gang havt Dem i min Favn, da kunde De ikke have udholdt dette; men Deres Kjærlighet har ved det lange Savn faat et abstragt, overspendt Anstrøg".
"Hovedvakten" - Welhaven tegnet av Hjalmar Kjerulf,
mens han venter utenfor Bakkehusets have.
Det er vel grunn til å anta at Idas brev til ham blir mer og mer sjeldne mot sommeren 1840: det var ikke utelukkende moren som var skyld i dette, men kanskje særlig hennes sykdom. Welhaven hadde imidlertid en god venninne, fru Fougstad, som vanket hos Kjerulfs, og som stadig brakte ham bulletiner fra og om Ida og nok også var brevbærer i hemmelighet. Og Idas tilstand ble stadig forverret. Sommeren 1840 blir hun sengeliggende, for aldri mer å komme seg opp av sykeleiet. Welhaven er fortvilet: i brev til henne fabler han om å ta henne med i oktober til "Middelhavets Kyster, til en Vinter, der er venlig mild, og til de immergrønne Trær. Skulde vi ikke have denne søde Fred ivente ?".
Endelig, sommeren 1840, får Welhaven tillatelse til å besøke Ida, på det som i praksis var hennes dødsleie, og forlovelsen ble godtatt. Morens motiver for å akseptere forbindelsen lå nok mye i håpet om at Ida skulle komme seg av sykdommen når hun fikk se sin elskede. I et brev fra september 1840 skriver Welhaven til sin mor: "I Sommer blev min trofaste Ida farlig syg, og hun har været Døden nær. Da maatte man finde sig i at tilstede mig Adgang til henne. Hun er nu bedre og jeg er daglig ved hendes Side. Jeg har udstaaet den frygteligste Dødsangst; mit Liv har været rystet i sin dybeste Grund; jeg har oplevet Dage og Nætter, hvori mit Hjerte mangen Gang var ved at briste; ..... Endu svæver jeg mellem Angst og Haab; jeg søger daglig at læse min Skjæbne af min Elskedes Træk; men hun trøster mig bestandig og siger, at min Nærhed giver hende nye Kræfter".
I at annet brev fra denne tiden, heter det: "Ida er nu meget daarlig; det vil sikkert ikke vare længe. Welhaven ved alt, han ser selv ud, som han gik paa Gravens Rand, dødbleg. Jeg mødte ham igaar paa Gaden og gik ham tet forbi, jeg havde i Sinde at tale med ham, men jeg kunde ikke. Han sagde "Goddag, Goddag" med en saa underlig vemodig Stemme, at det var mig gandske umuligt at svare - Mennesker med saa dyb Følelse har en Tone i deres Stemme, der siger mere end alle de Ord, Sproget eier".
Endelig, den 14. november 1840, ble Welhaven ansatt som universitetslektor. Da han fortalte Ida det, var hun så svak at hun bare kunne smile. Den 7. desember 1840 døde hun, 23 år gammel. Welhaven flyktet fra byen, han orket ikke være med i bisettelsen.
Og etter Idas død skjer noe absurd: Welhaven flytter inn i Bakkehuset og blir boende der i nesten 5 år, til han gifter seg med Josephine Bidoulac, noe som fører til forbitrelse fra familien Kjerulfs side. Halfdan skriver f.eks. i et brev: "At han skulle abandonere (forlate) os, vil jeg ikke troe; men i sin Glædesrus kunde han dog have tænkt mere paa Andres Sorg og Bekymringer - især paa deres, som hørte ham til for hendes Skyld, som ikke er mere !". Halfdans brev virker nærmest morbid, i ønsket om at Welhaven resten av sitt liv skulle bo hos dem med status som avdødes forlovede.
Idas død ga Welhaven en psykisk knekk som han aldri kom over. Stridsmannen fra 1830-årene blir en reflekterende poet, som stadig kretser om sorgen over og erindringen om Ida. Diktet "Det omvendte beger" er et ypperlig eksempel på hans sorgbearbeidelse. Og det beste diktet Welhaven kom til å skrive, "Den Salige", er viet minnet om Ida Kjerulf.